Manuskript

 

Manuskriptet består af enkelte enaktere som alle er skrevet af Peter Kirk.

 

Her følger et udvalg af tre måske’er:

MÅSKE ER MÅSKE TVIVL

Ødelæggende, denne tvivl

En bænk. To mænd. Hvor der i det følgende står "slår" kan dette "slag" have alskens afskygninger, som spark, kast og andre hongkonghug.

Benny: Ødelæggende. Denne tvivl. Altid udvej, altid flugt. Man sidder på værtshuset, man sidder i timer og venter på at noget vil ske. Måske lige om lidt, der må ske noget lige om lidt. Og så tager man en øl til. Der MÅ ske noget. Man ser fjernsyn. Det samme. Man venter. Jeg bliver sindsyg. Jeg er måskemand. Jeg er måske. Jeg er tvivl! Altid tvivl! Fra det øjeblik jeg slår øjnene op og ser den fremmede kvinde ved siden af mig. Til jeg står på perronen og ikke ved om jeg skal springe eller blive stående 3 sekunder længere og stige ind i toget, normalt. Skal jeg sætte mig så eller stå, ved siden af nogen eller alene, ensom i tvivlen eller skal jeg overlæsse den grimme, nej, smukke, nej, interessante, nej, jo, interesserede kvinde overfor mig med min enerverende tvivl. Bliver det hende der dræber tvivlen. Eller en anden. Argh jeg bliver tosset. (Slår)

Børge: Hov hov, der er ingen grund til at slå.

Benny: Jeg slår ikke.

Børge: Du slår. Du slog mig lige før. Men jeg kender godt det der.

Benny: Det var ikke at slå. Jeg argumenterede. For en gangs skyld. god følelse. Som nu hvor jeg siger at den kvinde, der går der -

Børge: Hvor?

Benny: (Slår så den anden må flytte hovedet) Der!

Børge: Hey lad nu være, du!

Benny: Hvor jeg siger, at hun er smuk, smuk som bare fanden. (Slår igen)

Børge: Hold så op med det der! (Han slår Benny)

Benny: Synes du ikke hun er smuk.

Børge: Det ved jeg ikke. Skønhed er på en eller anden forunderlig måde et subjektivt begreb.

Benny: Synes du? (Slår)

Børge: Av, det ved jeg ikke! Og hold så op! (Slår) Hvad er skønhed? Er det et valg? Er det faktisk ikke bare et valg. Truffet af mig som enkeltperson eller truffet af en eller anden kollektiv bevidsthed, en tidsalder, en generation. Hvad der er skønhed for mig eller os var sikkert ikke skønhed for 100 år siden og er temmelig sikkert ikke den samme skønhed som mine børns øjne ser den. Og omvendt. Hvis man tænker på pubertetstiden, hvor skønheden synes at indsnævre sig til de jævnaldrende. Hvilket for alle os andre virker som en absurditet. Hvordan kan en hormonforstyrret krop med helt forkerte proportioner og med en frygtelig uren hud siges på nogen måde at eje blot et gran af skønhed? Men det kan den - især for den jævnaldrene af modsatte køn. De grynter af betagelse for den her såkaldte skønhed.

Benny: Vrøvl. (Slår opfindsomt)

Børge: Hold så op! (Slår hårdt)

Benny: (Vånder sig) Jeg kan godt se hvad du mener. Men du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål. (Slår den anden i gulvet)

Ane kommer ind. Pause. Hun kigger.

Ane: Der er altid hul i et hegn. Det siger jeg fordi. Det er der. (Pause) Alle de ting der er blevet væk må alligevel være et eller andet sted. Hvor er det? De kan da ikke bare sådan blive væk. Eller hvad? Den ene strømpe. Mine nøgler. Min mand. De må da være et sted. Er de allesammen samme sted. Sammen. Jeg havde engang et smykke. Arvet det. Ai og min yndlingssweater!

Benny: Hvad snakker du om?

Ane: Om landet for de forsvundne ting!

Benny: Vrøvl. (Slår hende pludseligt og hårdt)

Børge: Hvad fanden laver du! Lad hende være. (Slår Benny)

Benny: Jeg lader hende være, jeg skal bare ikke til at tro på det der, så fiser den af med mig. Hvis jeg overhovedet giver det en chance...

Ane: (rejser sig og slår Børge) Man må ikke slå.

Benny: Der kan du se. (Børge rejser sig hurtigt og der lykkes ham efter en kort forfølgelse af give Benny et slag. Han slår igen. De stoppes af et slag fra Ane - måske)

Ane: Min mor døde for tre måneder siden i dag. Da hun lå på hospitalet med en læges forbandede dødsdom hængende over hovedet stødte hun på en mand i kantinen. Han arbejdede for et firma der reparerer laserknive. Det viste sig, de ikke havde set hinanden siden krigen, hvor han pludselig blev nødt til at flygte. De fandt aldrig hinanden igen. Ikke før der på hospitalet. Tilfældigt... Han var hos hende hele tiden siden indtil hun altså døde for tre måneder siden. Jeg tror jeg var i tvivl i tre minutter. De snakkede ikke om det. Men det er min far. (Pause) Tror I på det?

(Anes monolog her er det såkaldte mirakel på hundrede ord. Den kunne erstattes af et andet mirakel på hundrede ord skrevet af publikum. Skuespilleren kan sagtens indstudere dette til den pågældende forestilling)

Benny: Argh det ved jeg ikke! Jo og nej. Årh... (Armene dingler på ham for slå. Han slår Ane) Nej for fanden! Jeg tror ikke en skid på det!

Børge: Jeg tror på det. (Bittelille pause)

Ane: Men det er løgn! (Slår Børge)

Benny: Jeg kan godt lide dig. (Pause) Jeg kan godt lide dig. (Lang pause)

Ane: Skrid.

Benny: Kom her. (Gå hen mod Ane) Du er lige den jeg har... (Ane slår Benny) Kom nu her. Hvad hedder du? Kom nu... (og lignende)

Nu følger en mærkelig omgang, hvor Benny tager alle de slag han får og fortsætter sine tilnærmelser. Ane slår mere og mere desperat. Børge griner af de underlige optrin. Til sidst lykkes det Ane at få en lille pause efter at Benny har modtaget et velplaceret spark i skridtet. Hun går hen til Børge. Kigger på ham.

Ane: Idiot. (Hun går)

MÅSKE ER MÅSKE HÅB

Kvinder i Huller

Snedriver. Måske lavet af plastikposer. En ung kvinde kæmper. Hun sidder fast i et hul.

Den unge kvinde: Hjælp! Hjælp mig op, jeg sidder fast. Er der nogen? Hallo, hjælp mig op. Jeg er faldet i hul. (En gammel kone kommer ind med besvær) Åh gudskelov, et medmenneske. Vil du hjælpe mig?

Den gamle kone: Jeg hører ikke... Jeg hører ikke....

Den unge kvinde: Hallo. Hjælp mig. hvorfor vil du ikke hjælpe mig? Jeg er i nød.

Den gamle kone: La.. la.. la...

Den unge kvinde: Hjælp mig, gamle kone, jeg er i nød!

Den gamle kone: Ha. Hvem siger du ikke er ude på at snyde mig, hugge mig ned, ligeså snart du er kommet op af dit hul. Jeg er ikke død endnu, og det er der en meget god grund til.

Den unge kvinde: Hvordan?

Den gamle kone: Den enes nød, den andens død.

Den unge kvinde: Det hedder det ikke.

Den gamle kone: Ligeglad.

Den unge kvinde: Hjælp mig op, kan du ikke se jeg ikke kan komme op.

Den gamle kone: Måske, men først fortæl om krigen.

Den unge kvinde: Hvorfor?

Den gamle kone: Jeg er ikke død siger jeg.

Den unge kvinde: Og?

Den gamle kone: Fortæl. Hvis du har håb om at komme op af dit hul.

Den unge kvinde: Sneen ligger tykt. Dækker det der engang var Danmark. Kraterne. Resterne. Murstenene. Og endnu er den ikke sodet sort af krudtslam, selvom hvid kan den ikke kaldes, sneen. Blodet farver den lyserød sine steder, så landet der var engang, er dækket i hvidt og lyserødt. Et flag har de lagt over det døde land, i rødt og hvidt, lyserødt og hvidt. Danmark har tabt, men snart vil sneen smelte.

Den gamle kone: Ja.

Den unge kvinde: Snart vil sneen smelte. Danmark var kendt for sit omskiftelige vejr i april, og op vil rejse sig kujoner og medløbere, præster og gamle koner. Øh, de fyrer med bøger nu, vidste du det, der er ikke andet tilbage, snart er de væk, bøgerne vil du ikke nok hjælpe mig op jeg er bare faldet i det her åndsvage hul fordi jeg var uheldig...

Den gamle kone: Selvfølgelig gør de det, men kunne de ikke have taget altertavlerne og prædikestolene først...

Den unge kvinde: Hjælp mig nu op!

Tre soldater - spillet af samme person, måske som en stor tredobbelt militærfrakke - kæmper sig igennem sneen. De synger.

Den gamle kone: Åh, nej der kommer nogen. (Skal til at gå)

Den unge kvinde: Hov, vent! Du må ikke gå! (Soldaterne stopper deres sang. Den gamle kone signalere meget tydeligt at de skal være stille, de lytter. Soldaterne synger igen)

Den gamle kone: Held og lykke til dig!

Den unge kvinde: Nej, hvad gør du?

Den gamle kone: Går.

Den unge kvinde: Nej, hjælp mig dog!

Den gamle kone: Ti dog stille, kvindemenneske. Tåbe. Så kom her. Hun rækker en stok frem, efter en komisk ballet for at hjælpe kvinden op af hullet ender det med at den gamle kvinde ryger ned i hullet sammen med den unge kvinde.) Åh nej, se nu der, nu er vi på den. Nu er vi virkelig på den.

Soldaterne: Hallo!

Den gamle kone: Sch!

Den unge kvinde: hvad?

Den gamle kone: Ti stille, vi vil ikke have dem herhen...

Soldaterne: Halløj.

Den unge kvinde: Hallo!

Den gamle kone: Nej, stop hvad laver du, er du sindsyg!

Den unge kvinde: Hvad kunne der ske, du kan alligevel ikke hjælpe mig mere.

Den gamle kone: Soldater der holder pause i en krig er noget af det værste. De vil have kærlighed. Hold dig i ro, siger jeg.

Soldaterne: Halløj, er der nogen?

Den gamle kone: For sent, de har hørt os.

Soldaterne: (syngende) Vi kommer i fred. Vi kommer i fred.

Soldat 1: To kvinder i et hul, det tyder på vi har været heldige.

Soldat 2: Det er ikke mange man støder på for tiden.

Soldat 3: Og det er nu kedeligst, når det er mænd.

Soldat 1: De er enten sårede eller fjender.

Soldat 2: Eller begge dele.

Soldat 3: Og så prøver de selv på at komme op.

Soldaterne: (Synger) Vi kommer i fred. Vi kommer i fred.

Den unge kvinde: Vil I hjæl... -

Den gamle kone: Nej.

Den unge kvinde: Vil I hjæl... –

Den gamle kone: Schy..

Den unge kvinde: Hold nu op med at stoppe mig, vil I hjælpe os op?

Soldat 2: Os hjælpe!

Soldat 3: Hjælpe det er os! Vi kommer i fred.

Soldat 1: Hvorfor? (Pause)

Den unge kvinde: Hvad?

Den gamle kone: Se selv, nu kommer det.

Soldaterne: Hvorfor?

Den unge kvinde: Hvorfor hvad?

Soldat 2: Hvorfor skulle vi hjælpe jer op?

Soldat 1: Det er ikke det vi normalt gør.

Soldat 3: Hjælper.

Den unge kvinde: Det er dybtliggende og en del af menneskelivet at hjælpe sine medmennesker.

Den gamle kone: Ha.

Den unge kvinde: Mennesket er et socialt dyr, et væsen afhængigt af andre, både i rollen som den hjælpende, hvilket giver en følelse af samhørighed og selvfølgeligt som den trængende.

Den gamle kone: Ha

Soldat 1: Hvor smukt.

Soldat 2: Så smukt.

Soldat 3: Smukt, men ikke et svar.

Den unge kvinde: Alle mennesker havner i situationer, hvor vi alene ville være prisgivede, utilstrækkelige, men der er vi mennesker heldigvis velsignet med medmennesket, næsten, hjælp os nu op for helvede.

Soldaterne (Synger) Vi kommer i fred. (Og vender sig for at gå videre)

Den unge kvinde: Jeg gør alt hvad I beder mig om hvis I hjælper os op. (Pause)

Den gamle kone: Ha.

Soldaterne fortæller måske en lille anekdote, laver et lille nummer eller andet intermezzo og derefter hjælper de den unge kvinde op og løfter hende op i armene. Går.

Den gamle kone: Hov, hvad med mig. Hvad med mig?

Soldaterne: (Synger) Vi kommer i fred.

Soldaternes anekdote eller deres lille nummer kunne være bestemt af publikum. når de måske havde stiftet bekendskab med karakteren af eller begrebet om den trehovedet soldat i det virtuelle rum på forhånd.