anmeldelser

 

 

(Kalundborg lokalblad, Stefan Andersen)

Normalt er man ved at dø af kedsomhed i oldtidskundskab - i går var man ved at dø af grin, da truppen Asterions hus spillede Homers Iliaden som alternativt teater.

De'skøre de romere, lyder det gang på gang i Asterix-tegneserien. I går var det de skøre grækere, trojanere og deres ligeså kuppelvanvittige guder der var en tur i vridemaskinen, da teatertruppen Asterions hus fra Skamstrup holdt alternativ time i oldtidskundskab på Kalundborg Gymnasium.

Noget sjovere end at opleve Brad Pitt i filmen Troja der omhandler samme historiske univers fra det gamle Grækenland. Der gik ren Dario Fo og storspillet commedia dell'arte i den, når de kun tre aktører på den kulisse-barberede scene, med nul rekvisitter, kun iklædt mørkt tætsiddende trikot med vide ben, dygtigt og akrobatisk lagde turbo-kropssprog til 36 navngivne karakterer i Homers berømte digterværk Iliaden.

Kævlende guder.

Historien om Trojas fald for 2700 år siden. Om alle de intrigerende, evigt kævlende, græske guder og deres indblanden i de lige så bøvlende heltes gøren og laden. Om prins Paris af Troja, der scorer skønne Helena for snuden af hendes mand, græske Menelaos, der ellers blev valgt, fordi han var så kedelig. Så ville han nemlig ikke føjte, når Helena engang mistede sin skønhed.

Om trojanske prins Hektor, der slår Achilleus' bedste ven, krigeren Patroklos ihjel. I forvejen er Achilleus rasende fordi hans bror, Kong Agamenmnon, har snuppet hans elskerinde, fra ham. Og sådan er der visse gnidninger, som en initivativrig og særdeles velspillende teatertrup kan boltre sig i.

Plus det løse af biroller, som for eksempel tv-kommentatorer fra fronten ved Troja (ja den er god nok), bjergfår, heste, smede, mødre og fædre, sig selv og meget, meget mere.

Humoren som våben.

Skuespillerne hoppede ud og ind af rollerne, skiftedes til at være fortælleren, sprang i tid og sted. Det var gakket, skingrende skørt og absolut herlig, befriende underholdning at opleve asterioidernes fremstilling af det ellers ørkentørre oldtids-stof. En blanding af tegneserie, performance, akrobatik og gøgl, commedia dell'arte, fortællekunst - med crazy-humor, som det våben, der kan nedlægge både grækere, trojanere og gymnasium-elever.

Ingen tvivl om at fraværsprocenten ville være lig nul, hvis Asterions hus overtog historieformidlingen på ungdomsuddannelserne. Med fare for, at elever og lærere ville dø af grin i stedet for af kedsomhed.

Forestillingen må også være en ren ginseng-indsprøjtning, til de elever, der nu skal i gang med at skrive og spille deres egen udgave af Iliaden som skolekomedie.

 

(Ringsted lokalblad)

Tredobbelt skyggespil. 30 forskellige karakterer var i går løs på en gang i Ringstedhallerne, da tre frådende skuespil i et hæsblæsende tempo fyrede helt op for deres færdigheder.

Som vidne til opvarmningsøvelserne, bliver man straks klar over, at der er akrobatik og aggresion i luften, når publikum om lidt lukkes ind i den mørke hal. Uuhhhmmm! Og aaaahhhhh! Stønner Tilde Knudsen fra det inderste af sine indvolde, mens hun skiftevis laver armbøjninger og fingerer antik nærkamp.

Stemme, krop og intellekt bliver finindstillet og skarpladt i en fælles aggressionsudladning hvor ord kastes rundt mellem skuespillerne, for at sikre at koordinationen er på plads.

  - Vi kan godt, vi er så klar, det kører!, siger instruktøren (Peter Kirk) i en sidste fælles krammescene, inden lyset slukkes og publikum lukkes ind.

Allerede i forestillingens første sekund skriger Akilleus (Martin Amundsen) sin utæmmelige vrede ud i rummet. Hans dræbende øjne og frådende gab fortæller os, at liderlighed og krigslyst styrer hans handlinger.

Og så går det ellers løs. Illiaden udspiller sig i det niende år af Trojas belejring, hvor de største helte Odysseus, Akilleus og Agamemnon er i indædt kamp. Troja skal indtages, så den skønne Helene kan vindes tilbage - efter at hun med Aphrodites hjælp blev forført og bortført af Prins Paris. Men først skal uendeligt mange intriger udkæmpes.

Skuespilerne er det ene øjeblik guder, det næste gudinder. De glædes, begæres, forelskes og forfærdes i et væk. Kønsskiftene er markante, men meget overbevisende, de tre unge skuespillere kan deres kram, har veltrimmede kroppe og er begavet med gode, trænede stemmelæber.

De drabelige kampe udkæmpes med mimik og kropsakrobatik i Hollywood-klasse. Selv de orale lydeffekter, når klingerne krydses og rustningerne flænses er på plads. Og sceneskiftene klares elegant af skuespillerne selv, der styrer den forprogrammerede belysning, ved et tryk på en orange luftmadraspumpe midt på scenen.

Skyggespil

Scenografien er storslået i sin enkelhed. En tre-delt sort baggrund, skaber en fantastisk skyggeeffekt. Skuespillerne tilføjes tre markante skygger bag sig og til begge sider, mens vi følger slagenes gang.

Og på et tidspunkt, hvor Akilleus råber med hele sin stemmes kraft og dybde, fylder hans enorme skygge hallens loft i næsten hele dens længde.

Der bliver fortalt mange historier i løbet af den eksplosive forestilling. Men - lyder tekstforfatterens konklusion - vi kan jo ikke nå alt, så den trojanske hest, den gemmer vi til en anden god gang.

Publikum er ellevilde. Det kunne så absolut mærkes, at Illiaden var blevet spillet 40 gange før.

Men hvor kom idéen fra?

  - Vrede, besættelse og vedholdenhed har altid optaget mig meget, det er der, de store følelser ligger gemt, siger den storsvedende tekstforfatter, instruktør og skuespiller, Peter Kirk, mens han modtager anerkendelse fra venner og kollegaer, der flokkes om tremandstruppen bag scenen.

Han har tidligere skrevet og spillet Robin Hood, og den kommende forestilling handler om slaget på Dybbøl Banke.

Krig og vrede varer nok altid ved.....