manuskript

 

(Alle rettigheder til dette stykke tilhører Asterions Hus og må ikke opføres uden forudgående aftale med teatret)

 

Babel

Personer:

Leonarda - En arkitekt
Kong Nimrod - En hersker
Dronning Semiramis - En herskerinde

Faderen - En trediedel af en gud
Sønnen - En trediedel af en gud
Helligånden - En trediedel af en gud

Et brudepar, en familie, et samfund

Præst og præstinder.

PROLOG
Publikum kommer ind og bydes velkommen i rituel harmoni.

Præstinder:
Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål.
Menneskene sagde til hinanden: Kom lad os stryge teglsten og brænde dem hårde.
De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel.
Så sagde de: Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt udover jorden.
Herren steg ned for at se byen og tårnet som menneskene byggede.
Så sagde Herren: Se, de er et folk med samme sprog.
Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger være umuligt for dem.
Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.
Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen.
Derfor hedder den Babel, for der forvirrede Herren sproget på hele jorden -
Præst:
Hvad mener I med det, derfor?, hvorfor derfor?
Præstinder:
Hvad mener du?
Præst:
I siger, Derfor hedder den Babel, for der forvirrede Herren sproget...
Præstinder:
Nåh, nu forstår vi, jamen det er fordi du ikke ved, hvad Babel betyder. Det er et lille ordspil, Babel betyder forvirring på hebraisk, så egentlig hedder byen forvirring, for der forvirrede gud sproget.
Præst:
Jeg troede Babel betød Porten til Gud...
Præstinder:
Jamen det gør det også, det er bare på et andet sprog, det er på arabisk.
Præst:
Det er lidt forvirrende, er det ikke?
Præstinder:
Jo, men sådan skal det jo også være, det er det det hele handler om.
Så altså -
Præst og præstinder:
Derfor hedder byen Babel, for der forvirrede Herren sproget på hele jorden og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.
Præst:
Lad os fortælle den historie. Lad os begynde fra begyndelsen.

1. SANG
Bestillingen af et underværk er en alvorlig affære.

Som ægyptiske vægtegninger. Tavse formationer. Efter nogen tid ler Semiramis.

Nimrod:
(Sødt) Hold nu op. (hun ler) Hold nu op
Semiramis:
Det kan jeg ikke.
Nimrod:
Ellers ender det med at jeg heller ikke kan lade være. Hold nu op, elskede. (Han ler) Men det er da en fantastisk ide.
Semiramis:
Ja (Ler) Det er det. Vidunderlig. Helt op til himlen?
Nimrod:
En kæmpe trappe helt op til himlen.
Semiramis:
Og hvad var det du sagde, Leonarda?
Leonarda:
Ene glæde og forståelse, min Dronning.
Semiramis:
Ja det var det! (Hun ler) Vidunderligt! Ene glæde og forståelse.
Nimrod:
(Ler) Men tror du det er nok, Leonarda.
Leonarda:
Planen jeg rummer i mit indre udfoldes af folket. Af deres glæde og forståelse.
Semiramis:
Nu må du altså lige fortælle mig det en gang til, min dejlige mand, min dejlige konge for nok forstår jeg det, men hvad er det egentlig -
Nimrod:
Ikke siden den brølende syndflod, da oldefar Noa reddede menneskene og dyrene i sin ark har så mange mennesker været forsamlede sådan. Hele menneskeheden er samlet her mellem de to store floder og vi lever i herlig samdrægtighed. Vi er i denne fred i stand til at bygge noget ganske vidunderligt. Jeg ønsker vi skal bygge noget jeg vil kalde en by og jeg ønsker at denne by skal rage op til himlen som en mægtig stige. Jeg ønsker -
Semiramis:
Jeg ved, min kære konge. Det gør jeg også.
Nimrod:
- at lave en port til Gud.
Leonarda:
Tre hjørnesten vil være fundamentet for det store tårn af Babel. Disse sten er kærlighed, fælleskab og tanke. Eller sjæl, krop og ånd. Jeg er tanken eller ånden, folket er kroppen og fælleskabet og du, Konge, er vores sjæl i kraft af din kærlighed til folket.
Semiramis:
(Ler) Du har en pragtfuld måde at sige tingene på, Leonarda.
Leonarda:
Og denne treenighed af sjæl, krop og ånd vil skabe menneskets guddommelighed, som du har bedt om, Konge.
Nimrod:
Er hun ikke genial, min elskede,
Semiramis:
Jo, hvor er det smukt, Leonarda, du forstår virkelig at male det ud for os. Men du må tale til folket, du må have folket med.
Nimrod:
Ja, det er ikke noget problem. De elsker deres konge.
Leonarda:
Dine undersåtters strålende kraft er netop glæde og forståelse, Konge og den vil omsætte de skitser og tegninger min hovedskal omslutter til det værk du kalder by - det værk du kalder tårn.
Nimrod:
Er han snart færdig, ham hieroglyf-fyren, ham tegneren, så vi kan komme ned herfra...?
Semiramis:
Ja det må være nok for i dag. (De afbryder positurerne)

2. SANG

Demagogen siger en hel masse uden at sige noget.

Kong Nimrod holder en tale på volapyk. Ved hans side er Semiramis og Leonarda. Han fortæller og overbeviser folket om at bygge et tårn, der når til himlen. Hans begejstring får ham til at ophæve tyngdekraften.

3. SANG

I forelskelsens uskyld er alt muligt

Der smiles. Karakterne er overtydelige, maskeagtige. De bevæger sig rundt mellem hinanden i et snørklet system som en Storm P- maskine, men samtidig elegant og ekvilibristisk. Undervejs i sangen findes en "karakterenes rytme" og der bygges et tårn.

Tilde:
(bruden) Jeg er kvinde. Jeg elsker en mand. Jeg er lykkelig.
Martin:
(gommen) Jeg er lykkelig med dig, min elskede. For som du elsker mig elsker jeg dig.
Nynne:
(brudens mor) Åh! Hvor er det smukt sagt, svigersøn, heldig er vi, at vor datter har mødt kærligheden i denne pragtfulde mand.
Martin:
(gommen) Tak, svigermor, jeg er nu også heldig med sådan en kvinde og sådan en familie.
Nynne:
(brudens mor) Åh! Han bliver ved med dejlig smiger.
Tilde:
(bruden) Ih altså mor, man skulle tro du selv ville have ham.
Martin:
(brudens far. Ler) Ja, det er rigtigt, jeg tror din mor er rigtig glad for vores svigersøn og det er jeg nu også, datter, det er jeg også, men gladest er jeg alligevel for dig, kone, kom her.
Nynne:
(brudens mor) Uh, skat dog!
Tilde:
(gommens mor) Jeg ser de unge menneskers glæde ved hinanden smitter af på den ældre generation.
Nynne:
(brudens mor) Ja, er det ikke herligt. Vi gamle suppehøner får lov at genopleve den pure forelskelse en gang til.
Tilde:
(gommens mor) Ih, de klæder vel nok hinanden godt, de to børn.
Martin:
(gommen) Hold nu op mor, må jeg præsentere, min mor, min elskedes mor
Nynne:
(brudens mor) Ja, skønheden har han jo ikke fra fremmede, din søn.
Tilde:
(gommens mor) Åh, tak, søde menneske, ja han er faldet heldigt ud (aer ham på kinden)
Martin:
(gommen) Mor...
Tilde:
(bruden) Og må jeg præsentere, min far, min elskedes far.
Nynne:
(gommens far) Tillykke, du, nå, er det svært at slippe hende.
Martin:
(brudens far) Nej, det er vist på tide hun selv får vinger at flyve med, ikke lille skat, og hvad med dig min dreng, skal du ikke også snart finde dig en sød pige.
Tilde:
(brudens storebror) Far, det skal nok komme når tiden er til det...
Martin:
(brudens far) Er han ikke en fornuftig ung mand at høre på, min søn?
Nynne:
(gommens far) Nå, nu forstår jeg, du må være hendes storebror, selvfølgelig. Så skal du da hilse på min datter.
Martin:
(gommens lille søster) Hej...
Tilde:
(tante) Det er vel nok hurtigt de unge mennesker finder sammen nu om dage...
Nynne:
(tante) Ja, det må du nok sige....
Martin:
(tante) Ja, det må du, jeg er helt enig. De unge mennesker...
Nynne:
(onkel) Men det er godt for befolkningstallet.
Martin:
(onkel) Ja, lige mine ord. De unge mennesker skal også have lov at smage på livets sødme.
Tilde:
(onkel) Ja, det er det jeg siger.
Nynne:
(kvinde) Jeg også.
Martin:
(kvinde) Også jeg.
Tilde:
(kvinde) Og her.
Nynne:
Her...
Martin:
Her...
Tilde:
Her...
De bygger et tårn.

4. SANG

En kunstner betragter sit værk

Leonarda går en aftentur i tårnet og besigtiger det. Tårnet står nu stort og smukt, men endnu ufuldendt. Sang. En hyldestdans.

Leonarda:
Vi mangler endnu at bygge Biblioteket i Babel.
Semiramis:
Ja, men hvad er et bibliotek?
Leonarda:
Et bibliotek er en labyrint.
Semiramis:
Ja. (Pause) Jeg er bange, Leonarda.
Leonarda:
Forestil dig, at der var femogtyve symboler, som vi også kunne kalde bogstaver. En tilfældig kombination af disse femogtyve udgjorde et ord.
Semiramis:
Som for eksempel "tårn"?
Leonarda:
Ja, eller "tunge", "sten"...
Semiramis:
Og "smerte".
Leonarda:
Ja. Forestil dig så at vi satte disse ord sammen og dannede en beskrivelse. For eksempel: Sten falder fra tårn og rammer tunge der får smerte.
Semiramis:
Eller tunge får tårn til af falde, så sten giver smerte.
Leonarda:
Ja. Forestil dig nu at sådan nogle beskrivelser fulgte efter hinanden i en stadig strøm. Det ville forøge kombinationsmulighederne til det uendelige, selv hvis vi satte en afgrænsning på og sagde at en enhed, som vi for eksempel kunne kalde en bog udgjordes af for eksempel 40 linier af 80 symboler på 410 sider.
Semiramis:
Jeg er stadig bange, Leonarda.
Leonarda:
Nu siger vi så, at der findes det vi kalder en bog for hver eneste af disse næsten uendeligt mange tilfældige kombinationsmuligheder. Det ville give et næsten uendeligt antal forskellige bøger. Alle er fremkommet ved tilfældighed.
Semiramis:
Som sandkornene i leret i hver en sten i tårnet.
Leonarda:
Netop. Hver eneste bog er fuldstændig forskellig fra alle de andre. Og alligevel vil der være nogle der ligner hinanden med blot en enkelt afvigelse. Men vigtigere er at der vil være absurde intetsigende rækker af symboler i nogle bøger. Der vil være bøger, der blot gentager det samme symbol i en rasende uendelighed, men til gengæld vil der også være bøger, der indeholder mening. Bøger der ud af tilfældighedernes tåger fortalte historier og drømme. Bøger, der som en guddommelig remse gentog din beskrivelse fra før -
Semiramis:
Tunge får tårn til at falde, så sten giver smerte. Tunge får tårn til at falde, så sten giver smerte. Tunge får tårn til at falde, så sten giver smerte.
Leonarda:
Og så måske på den sidste side ændredes det sidste ord til -
Semiramis
Så sten giver... uro.
Leonarda:
Liv.
Semiramis:
Gave.
Leonarda:
Ja.
Der må blandt disse mange bøger være fantastiske beretninger om levede liv, om store bedrifter, om uddøde folkeslag.
Semiramis:
Bøger om et menneskes inderste tanker. Om de endnu ulevede liv.
Leonarda:
Om hovedets indre. Om sjælens dybde. Om Gud.
Semiramis:
Der må være bøger, der beskriver denne aften. Og byggeriet af det store tårn i Babel, min frygt og hvordan jeg kom over den.
Leonarda:
Der må også være bøger, der beskriver en alternativ version af denne aften, en aften hvor jeg ikke forstod din frygt og derfor ikke sagde til dig at du ikke behøver at være bange, for vi når ikke himlen med vores tårn.
Semiramis:
Men det er netop det, jeg er bange for vi gør.
Leonarda:
Ja, det ved jeg. Men du er ikke bange mere. Er du?
Semiramis:
Nej.
Leonarda:
Godt.
Nimrod:
I morgen, Leonarda, begynder vi på biblioteket - og det skal indeholde alle disse bøger.

5. SANG

At betragte en myreture - en samtale mellem Gud.

På en sky. Gud synger lidt.

Faderen:
Har I set, hvad der sker dernede?
Helligånden:
I princippet, ja selvfølgelig har jeg det.
Sønnen:
Ja, i princippet om den treeniges Guds evige alvidenhed, men -
Faderen:
Kan vi ikke lade det paradoks ligge, sidste gang vi snakkede om det, tog det evigheder at blive enige.
Sønnen:
Så bortset fra den evige alvidenhed, så er der noget galt?
Faderen:
Jo det kan man vist godt sige.
Helligånden:
Hør, hvor er vi henne i tiden. Er der en, der kan sig mig det?
Sønnen:
Det er stadig før mig ikke?
Faderen:
Orkjo, det er Gamle Testamente. Det er ovenikøbet 1. Mosebog. Vi er simpelthen lige i begyndelsen.
Sønnen:
Men efter Ordet ikke?
Faderen:
Er du sjov eller hvad?
Helligånden:
Hvad laver de?
Sønnen:
Det ser ud som de bygger.
Faderen:
Pyramider?
Helligånden ler
Sønnen:
Hold nu op, Fader, nej, det er det der tårn.
Faderen:
Nå, er de kommet dertil?
Helligånden:
De har fat i noget.
Sønnen:
Sikke de arbejder sammen.
Helligånden:
Det er fascinerende.
Faderen:
Ja, hvis de bliver ved er der ingen grund til at du kommer på banen, søn. Så finder de guddommeligheden.
Helligånden:
Men magter de det?
Sønnen:
Hvad vil du gøre.
Faderen:
Det ved jeg ikke endnu.
Helligånden:
I princippet gør du.
Faderen:
Hold nu, Helligånd, jeg er træt af den diskusion. Evighed er nu og nu er evighed. Du og jeg er et, men dog tre med ham der. Nu stopper du altså. Alle verdner og alle tider er her parallelt, det er rigtigt, men derfor er tiden, ordet og gud fremadskridende og valget af hvilken tid, hvilket ord og hvilken gud er øjeblikkets, hvert eneste øjeblik - selv for os, så nu stopper du.
Helligånden:
Bliver du vred nu....?
Faderen:
Tsk, du ved godt det her ikke er vred.
Sønnen:
Mens I to har haft jeres lille lommefilosofiske diskurs er deres tårn blevet noget større, Hvad sker der, Fader?
Faderen:
De vil prøve at nå himmelen.
Sønnen:
Det går da ikke, vel?
Helligånden:
Skal vi give dem en syndflod?
Sønnen:
Nej vel Fader?
Faderen:
Nej, jeg har lovet dem at holde op med syndfloderne.
Sønnen:
Skal vi vente og se hvad der sker?
Alle tre:
Ja...

6. SANG

Den guddommelig indsigt må være svær at håndtere for menneskene

Et LSD-trip. En blanding af koreografi, levende billeder og musik. Tidsbegrebet bøjes med slow, baglæns og opspeedede sekvenser i både lyd og billede. Citater op og ned gennem historien. Billder af stjernetåge måske, af livets gentagelser, af nøgenhed, absurditeter En følelse af højere forståelse og indsigt, som et bombardement, uharmonisk.

7. SANG

Er Guds Vrede en neutron?

Gud:
Hvem i hede hule helvede har hjulpet menneskene herop. Det kan de jo for fanden ikke magte. Hvis det er en de andre guder så skal han den onde-lyne-mig få med mig at bestille. Nu er jeg vred. Nu er jeg fanme vred!
Helligånden:
Åhja, nu husker jeg det, guds vrede.
Sønnen. Det er så gammeldags -
Faderen. Jaja, søn, din tid skal nok komme.
Helligånden:
Hvad er vi vred over?
Faderen:
Det der tårn.
Sønnen:
Der er ikke nogen anden gud blandet ind i det her. De har gjort det selv.
Faderen:
Jamen det er fordi de er så skidehamrende enige og forstår hinanden. De er jo som en myretue. Hvad kan de ikke bygge eller gøre hvis det her bliver ved. Så enige så kan de kun ødelægge.
Sønnen:
Men de er lykkelige.
Helligånden:
Nej det er de ikke, de er dyr.
Faderen:
Nå, det må stoppe det der. Nogen forslag?
Helligånden:
Pest? Stormflod? Bylder? Hungersnød?
Sønnen:
Kan I ikke finde på noget mere moderne.
Faderen:
Jo. Sprogene. Vi giver dem sprogene.
Helligånden:
Dixi. Må jeg? (Sender en neutron afsted, hvordan det så ellers ser ud...)

8. SANG

Sproget som substans

Skuespillerne er som en tuner, der finder forskellige sprog. Når de finder et, fører de en kort samtale på det sprog, for derefter at lede efter og finde et nyt. Efterhånden mister de synkronisisteten og dermed forståelsen. Forsøget på at blive forstået bliver mere desperat. Pludselig ligger skuespillerne ned.

Nynne:
En bygning af ord. Babel er en bygning af ord. Men ak, jeg menneske består kun af bogstaver. Jeg er ikke andet end en samling af bogstaver og i det øjeblik jeg ikke længere er i stand til at holde sammen på disse bogstaver i det rette forhold til hinanden falder jeg fra hinanden og tilbage bliver ikke andet end en masse små bogstaver og et par enkelte store.
Tilde:
Øjeblik. Engang havde sproget substans. Engang var sproget materie og ikke bare etiketter. Tomme symboler på noget andet. Engang var sproget og tingen det samme. Lyden af ordet for smerte var smerte. Lyden af gnist var gnist. Blod blod. Der var ikke den her afstand mellem ord og handling. Ordet var materie. Forstår I? I begyndelsen var ordet. Ordet var stof. Element. Af ordet blev vi skabt og vi var selvet ordet. Af ord er du kommet, af ord skal du blive, af ord skal du igen opstå. Således var menneskene i uskylden sprog. Forstår I? Nej det forstår I ikke. Forstår I tanken? Nej det gør I heller ikke. Det gør jeg heller ikke.
Martin:
Spørgsmålet er om sproget kommer før erkendelsen eller omvendt. Erkender vi den verden vi lever i gennem det sprog, vi har eller skaber vi det sprog vi har af oplevelsen af den verden, vi lever i. Forstår I? Når jeg nu siger ordet "Babel" babel babel babel bla bla...

9. SANG

Når elskende ikke længere forstår hinanden

Der forsøges bygget. det lykkes ikke. Der forsøges etableret samme scene som i 3. sang, men der opstår hurtigt misforståelser. Der opstår fejl og ulykker. Man skænde og slås og tårnet bliver skilles ad.

10. SANG

Nøgen blottelse af ensomhed.

Skuespillerne bruger scenografien mærkbart anderledes end tidligere. De forsøger at kommunikere. Det lykkes ikke. De laver installationer, taler til publikum. Udtryk, ytringer. Dans etc. De forlader scenen.