anmeldelser

 

Sprogforbistring

Med fascinerende kropslige hieroglyffer forsøger Asterions Hus at bestige Babelstårnet. Svært, men godt gået.

Der skal mod til at ville bestige Babelstårnet.
Heldigvis skorter det hverken på uforfærdet initiativ eller ambitioner i Asterions Hus, der med fire produktioner på bagen inden for de seneste år har markeret sig som nyskabende kraft inden for børne- og ungdomsteatret.

Alene det at gå om bord i 1. Mosebogs skelsættende tekst om Babelstårnet er et vildt projekt, men gruppen har tilmed valgt ikke at søge at oversætte den til en mere identifikationsnær historie med genkendelige personer, men holder forestillingen på det overordnede, mere abstrakte myteplan.

Her ser vi Gud, Søn & Helligånd, som en herlig Rip, Rap og Rup-treenighed trone oven på et nøgternt klatrestativ af et babelstårn.

Deres megalange kjortler flagrer om kap med deres vrede udgydelser over folkene, der i al samdrægtighed er gået sammen om at bygge en himmelstige. Faktisk udgør de formastelige en drøm af et teamwork, sådan som en handy arbejdertrio knokler omkring på klatrestativet.

Det kører på skinner, som var de udsendt fra Bauhaus, Silvan & Room Service. Den slags folkelig opbyggelighed bryder Gud A/S sig ikke om, så derfor bliver menneskene ramt med - ikke den sædvanlige pest, plage og syndflod, men med sprog i skøn forvirring.

Skægt er det, som der akut går grus i de stumfilmsagtige handymens samarbejde på samlebånd, så såre det vælter ud af munden på dem med besynderlige brokker på et kaudervælsk af tungemål.

Forestillingens tre skuespillere, Tilde Knudsen, Martin Ammundsen og Nynne Karen Nørlund, er kommet på hårdt arbejde, men de håndterer det med medrivende kropslig præcision, stemmekraft og figurtæft. Sprogforbistringen udarter sig omtrent som for en Manuel fra 'Halløj på badehotellet': »I know nooothing«.

Faktisk var tilskuerne lidt i samme situation. »Er I med? Forstår I det?«. Det var vist ikke kun mig, der sad og så en smule beskæmmet ud, for let var det ikke at følge med i de filosoferende overvejelser om sprogets labyrinter og evne til at fange og skabe virkelighed.

Det kan der selvfølgelig være en pointe i, i og med at 'Babel' handler om sprogets evne til at skabe afstand mellem folk. Ikke desto mindre tror jeg, at forestillingen ville vinde meget ved, at teksten blev sat et par grader ned i abstraktionsniveau.

Til gengæld har Peter Kirk, der er den i Asterions Hus, der sørger for tekst og iscenesættelse, et glimrende greb om at få bygget forestillingen op dramaturgisk, rytmisk og figurmæssigt - stærkt underbygget af de visuelle projektioners labyrintiske fraktal-universer.

Det er godt med teater, der udfordrer ens evne til at forstå og reflektere, men bedst er det med tre handymen, der gør det in action.

Af Monna Dithmer, Politiken 16. sep 2005