manuskript

 

Alle rettigheder til dette stykke tilhører Asterions Hus -det må ikke opføres uden forudgående aftale med teatret

 

1864

PERSONER

Fortællere: Jorn, Luffe, Ilse og Vanja

Høst - En dansk soldat: Basse
Vamming - En dansk soldat: Birgit
Gorm - En dansk soldat: Tilde
Schade - En dansk soldat: Martin
Anne-Marie - En Vedholdende kvinde: Tilde
Gudrun - Hendes datter: Birgit
Tage - Hendes far: Basse
Tabita - Hendes mor: Martin

Gumme - En Ligrøver: Basse
Viola - En Substistensløs musiker: Birgit
Feder - En Ligrøver: Martin

Svenning - En Bøddel: Basse
Mikkel - Hans lærling: Martin
Ottilia - Hans kvindelige lærling: Birgit

Christian IX - En Konge: Martin
Louise - En Dronning: Birgit
Bjørn - En Kunstmaler: Basse
Thomsen - En Lakaj: Martin

HC Andersen - Et Irriterende geni: Martin
Tine - En Aktivist: Birgit
Jensen - En Kujon: Martin

En scene med publikum på to sider. Meget enkel scenografi. Lyd og musik vil i høj grad blive brugt til at give fornemmelsen af krig. Der spilles på en mængde trommer, gongonger og andet larmende. Rekvisitterne, der ligger i en bunke, er velkendte genstande, der hver er malet med egen lidt grotesk klare farve. Farveholdningen og lys-sætningen er ekspressionistisk fyldig og grotesk.
Fire skuespillere har budt publikum velkommen (på en eller anden måde, spillet musik, givet dem noget at drikke, hilst på dem...?) og efterhånden som alle er inde, lægger de sig på gulvet i absurde stillinger.

Prolog

En tavshed.

Høst: Det er umuligt at få blæk. Det er udsolgt alle steder. Åh, kan I huske købmænd eller butikker, nej nej, ingen af de normale kanaler kan skaffe blæk. Det er væk. Blæk væk, siger de. De siger det er frosset til. Og ikke vil tø op. Det tror jeg på - det er også bare så koldt. Hold kæft hvor er det koldt.
Vamming: Det er sgu da ikke koldt nu.
Høst: Hvad?
Vamming: Nu. Det er da ikke koldt nu.
Høst: Nej, det er rigtigt, ikke i forhold til retræten fra Dannevirke, men jeg fryser bare ad helvede til -
Gorm: Op i røven med blæk.
Høst: Hvad er det, du siger? Er du klar over hvad du siger?
Gorm: Op i røven med blæk. Hvad fanden skal jeg bruge blæk til, når jeg ikke kan mærke mit højre ben.
Høst: Uden blæk ville det være fuldstændigt og inderligt ligegyldigt at vi ligger her.
Vamming: Det er det da alligevel.
Schade: Arhg! Jeg bliver sindssyg. Det klør! For helvede hvor det klør jeg bliver sindssyg!
Gorm: Det forstår jeg ikke. Hvorfor skulle det blive ligegyldigt uden blæk.
Høst: Hvis du ikke forstår det kan det også være ligemeget.
Schade: Er der nogen der kan hjælpe. Jeg kan fandme ikke komme til at klø, jeg kan fanme ikke komme til at klø.
Vamming: Kan de ikke bruge blod i stedet for blæk.
Høst: Hvorhenne?
Schade: I hovedet sku da, oppe på siden af hovedet. Det klør ad helvede til! Jeg kan fanme ikke komme til at klø. Min arme lystrer ikke. De sover, de lortearme.
Høst: Kan du se noget, Vamming?
Vamming: (Kigger med besvær) Det er helt sort på den ene side af hovedet.
Gorm: Eller er der heller ikke mere blod i Danmark? Vamming: Du er nok blevet ramt.
Schade: Så klø, for helvede!
Vamming: Jamen jeg kan ikke nå. Min mave.
Gorm: Hvad fanden er det de skal bruge blæk til?
Høst: Uden blæk kan de ikke skrive under på de dokumenter, vi ligger her og slås for, vel. Uden blæk kan de ikke skrive de skide love eller tegne den grænse vi slås for, vel. Uden blæk bliver der ikke skrevet noget mere og slet ikke historie.
Schade: Så klø dog!
Gorm: Fanden stå i det, så. Hvis det er rigtigt. Så er det sgu ligegyldigt. Fanden stå i det. Så skrider jeg.

Scene 1

En skuespiller springer op

Fortællere: Og pludselig oplevede Anne-Marie - vores hovedperson. Pludselig oplevede Anne-Marie, mens hun stod sammen med sin datter, den ti-årige Gudrun, og vaskede op, og de talte om hvor mørkt det egentlig var udenfor og mon ikke vinteren trods alt snart vil slippe sit tag i Danmark. Pludselig oplevede Anne-Marie et sæt. Det.... gav et sæt i hende. Hun oplevede denne tidsforlængende følelse af varsel, af intuitiv viden. Verden var ikke længere den samme.
Gudrun: Mor?
Anne-Marie: Ja...
Gudrun: Mor, hvad er der? Mor, jeg kan ikke lide når du ser sådan ud.
Anne-Marie: Du skal bo hos mormor og morfar et stykke tid. Jeg skal finde far.
Gudrun: Men er far ikke nede og slås for far-landet?
Anne-Marie: Fædrelandet, jo, min skat, men jeg tror, at far er gået i stykker.

Voldsom musik.

Fortællere: Og Anne Marie tog afsked for at finde sin mand. (Tage og Tabita stiller sig som til afsked)
Tage: Hvorfor du vil rejse ned til den krig, det forstår jeg ikke, du kan jo hverken gøre fra eller til.
Tabita: Pas nu på dig selv, min lille pige. (Hun græder)
Anne-Marie: Mor.
Tabita: Ja, undskyld, det virker bare så.
Tage: Men du må selvfølgelig gøre som du må.
Gudrun: Mor, jeg vil med, mor, jeg kan hjælpe dig. Jeg kan hjælpe dig med at finde far.
(En smertelig, absurd klistret afsked. Pludselig tager Gudrun sig sammen)
Nej, jeg vil kun være en byrde for dig. Jeg vil være en klods om benet på dig. Jeg vil være din dårlige samvittighed og hele tiden være dig en bremse, du vil hele tiden skulle kigge tilbage og vente på mig. Det er bedst sådan. Jeg skal nok klare den. Jeg ønsker dig lykke til.
(Under det følgende agerer skuespillerne forhindringerne) Fortællere: Og Anne-Marie begyndte sin lange rejse gennem Danmark. Hun gik gennem klitter og lyng, forcerede fjorde og moser, kæmpede sig vej gennem bøgeskov og bakkedal, hede og kongeå. Vadehavet var en evig vandring for hende, mens regnen og havet stod i et og strimede salt hendes ansigt. Anne-Marie gik den vej som tusinder af unge mænd havde gjort det før hende den vinter. Hun travede gennem Danmark, ned, ned og atter ned, ned til brændpunktet, til det åbne sår, til slaget ved Dybbøl. Hun travede gennem Danmark til hun nåede mudderet mellem 3 og 4. skanse ved Dybbøl Mølle.

Scene 2

Dybbøl.
De tre soldater lægger sig som de lå i begyndelsen. Anne-Marie kigger på soldaterne for at se om det er hendes mand

Vamming: De er ofte ikke til at kende igen. Det er svært at se andet end krigen i deres ansigter.
Anne-Marie: (Får et chok) Jeg troede, du var død.
Vamming: Nåh, nej... Det er vi ikke.
Høst: Nej ikke endnu. Kunne man nogen gange godt ønske sig.
Schade: Kan jeg ikke lige få dig til at klø mig på siden af hovedet her. (Hun skal til at gøre det, men standser bevægelsen, da hun ser stedet. Schade ser at hun tøver) Kom nu, jeg ved det godt, der er gået hul, men klø nu bare alligevel, så er du sød. (Hun gør det) Ah... Tak...
Høst: Det er der også andre der kunne - altså ønske sig, at vi var døde, skulle jeg hilse og sige. Nu kan man se på dig at du ikke er ligrøver, men dem for eksempel, de bliver ret så irriterede når den, de er ved at skære en finger af på for at få fat i en ring, viser sig at være i live og skriger og sparker som en vanvittig. Og så er dem med guldtænder.
Anne-Marie: I kan da ikke ligge her. I skal da ind på lazarettet.
Vamming: Ja, det ville da være en god ide, men der er ikke rigtig nogen til at gøre det. Tyskerne er et effektivt folk, min skat.
Høst: Jep.
Vamming: Og det danske forsvar har travlt med at forsvare.
Høst: Jep. Schade: Klø lige igen, gider du, for jeg regner ikke med at du vil bære os ind til Sønderborg, vel.
Anne-Marie: (Hun klør Schade) Er der nogen af jer der har set min mand?
Vamming: Godt være, vi har set mange mænd.
Anne-Marie: Han hedder Gorm. Jens Lauridsen Gorm.
Schade: Gorm!
Vamming: Å?rh, der var du heldig. Ham kender vi da godt.
Schade: Ja, rigtig godt.
Vamming: Det var et vildt lykketræf. Han har lige ligget her.
Høst: Han er lige stukket af.
Anne-Marie: Men han var her. Han var her.
Høst: Hør her. Han blev også ramt af granaten der sprang her.
Vamming: Vores granat. Vores tyske granat.
Høst: Ja, den der ramte os her. Så lå vi og snakkede, ikk, han havde vist mistet benet, men altså vi lå og snakkede og så stak han pludselig af. Pludselig, jeg ved ikke hvad fanden der gik af ham. Han løb og løb. Det så fuldstændig vanvittigt ud.
Vamming: Ja, i den grad.
Høst: På tre ben, ikk. Han havde tre ben, jeg siger dig. Han havde mistet det ene , men han brugte også armene. Det så sindssygt ud. Tyskerne så det også. De holder altid en pause, når der dukker en dansk desertør op, det er klart, men denne pause her var vild.
Vamming: Det er rigtigt.
Høst: Det trebenede dyr satte lige krigen i stå.
Vamming: Ja, man kunne lige høre lærken synge et øjeblik.
Høst: Mens det trebenede dyr spænede henover mudderet. Der var stille, stille. Der var stille som før. Bare et øjeblik. Men så begyndte danskerne også skyde efter ham, selvfølgelig.
Anne-Marie: Nej, hvorfor det...?
Høst: Han deserterede sgu da, skiderikken.
Anne-Marie: Men. Ramte de?
Høst: Hvad tror du selv!
Vamming: Nej.
Høst: Nej da, danskerne kan ikke ramme noget som helst. (Anne-Marie, der har kløet Schade, tager sin hånd væk)
Schade: Kunne du mærke noget?
Anne-Marie: Hvad? Høst: Ja, så han slap i første omgang.
Schade: Kunne du mærke min hjerne? Du har gode hænder, prøv lige igen.
Anne-Marie: (Klør Schade) Hvad vej løb han?
Schade: Kan du mærke, hvad jeg tænker?
Anne-Marie: Hvad vej?
Schade: Jeg har altid tænkt på om sjælen sidder i hjernen eller hvor den sidder henne. I huden måske. Vi oplever så meget fra huden. Men lige nu - jeg synes jeg kan mærke det trækker på min sjæl fra hullet. Har aldrig prøvet det før. Så det er der, jeg er? Min sjæl. I hjernen. Du må kunne mærke min sjæl, når der nu er åbent. Kan du mærke min sjæl? Spørger jeg.
Vamming: Hans ben ligger stadig derovre, hvis du er interesseret. Det røg jo lissom af.
Schade: Kan du?
(Pause)
Anne-Marie: Ja. Jeg kan godt mærke din sjæl.
Høst: Nåja, han løb den vej, skiderikken. Hvis du vil prøve og finde ham.
Schade: Ja.
Anne-Marie: Men. Trækket går den anden vej. Jeg kan godt mærke din sjæl. God rejse.
Schade: I lige måde.
Anne-Marie: Tak...
Fortællere: Og Anne-Marie fortsatte sin søgen efter sin mand. Gennem mudder og lig, danskere og tyskere i en pærevælling, gennem blod og jern ledte hun efter det trebenede dyr, hendes mand. Hun borede sig dybt og smertende ned i Danmarks åbne sår, grænselandet. Hun ledte i det der senere blev danmarkshistorie og så stopper vi lige et øjeblik her, for hvad er det egentlig for noget, det her, jo ser I:

Mellemspil

Fortællere: Der var engang en krig....

Samspil med publikum... Den "rigtige" historie om krigen i 1864 fortalt og vist, spillet og sunget, slapstick'et og stagefight'et, mimet og skreget... Her kommer Jorn, Luffe, Ilse og Vanja virkelig på banen.... Elementer til brug: fortæller/foredrag. baglade overfor forladegevær, riflede kanonen, beskrivelse af granater, opdeling i tyske og danske, opstilling af ludobrikker, overhead, ??? masser af rekvisitter på banen - gang i den... skuespillere tegner og fortæller. Et lille stykke i stykket.

Fortællere: Altså i den utrættelige søgen efter sin elskede mand gennem dette inferno af Danmark i krig stred vores smukke hovedperson, Anne-Marie slæbende sin mands højre afsprængte ben i en sæk på ryggen og befandt sig midt i grænselandet.

Scene 3

Grænselandet. En blind kvinde spiller på et instrument. En mand leder efter værdier mellem lig og mudder.

Gumme: Du spiller kønt, men giver det noget?
Viola: Mmm...
Gumme: Jeg mener der er ingen, der smider almisser her. Du har valgt et rigtig dårligt sted at tigge, skat. Her skal man tage, hvad man vil have og tage, hvad man kan få. Nogen gange er det en kniv i maven, men hvis du samtidig får fat i et tornyster fyldt med friske feltrationer er det værd at tage med.
Viola: Mmm..
Gumme: Jeg var advokat før. Det er nogen gange, jeg glemmer det. Ikke, at det har nogen betydning. Men hvis jeg nu i den givne situation var din rådgiver, ville jeg nok give dig det råd at finde andre steder at ødsle dit talent. De kan ikke rigtig høre noget, de er døde. Eller mere eller mindre. De fleste af dem. Eller måske finde en andet levebrød. Mere aktivt. Jeg tror ikke Hvad, er du blind?
Viola: Mmm...
Gumme: Nå, ja det sker jo. Namen du spiller godt alligevel, jeg tror bare ikke du får noget ud af det, det er det jeg siger. Eller var jeg det, advokat, jo, det mener jeg. Hukommelsen svigter ind imellem, men hvem har brug for hukommelse længere. Der er nok større chance for, at du bliver taget af nogle sultne soldater i stedet for at blive belønnet for dit glimrende musikalske talent med gaver og almisser. Det er ikke alle der så... så... hvad hedder det... ja, du ved som mig. Jeg har ikke lyst til sådan noget mere. Respektfulde. Selv dit spil og dit smukke ydre frembringer ikke den slags lyster i mig. Lyst er ikke sundt. Ligesom hukommelse. Kan du overleve på det der?
Viola: Mmmm...
Gumme: (Til Feder, der er kommet ind) Har du fundet noget, Feder. Jeg har ikke fundet andet end noget muggent brød.
Feder: Du spiller godt, fremmede, men jeg vil bede dig slutte dit spil. (Hun fortsætter sit spil)
Gumme: Fandt du noget, Feder?
Feder: Jeg beder dig holde op. Det bringer minder frem. Minder som jeg ikke ønsker. Hold så op. Jeg ønsker at være uden minder, minder gør min nutid umulig, forstår du. Kan du ikke bare stoppe. Det vælder frem, det buldre indover mig med liv og position, alt muligt som jeg ikke ville miste jeg Du får noget spegepølse, hvis du holder op! (Hun holder op of smiler. Gumme kigger anerkendende på Viola)
Gumme: Nå, sådan, nu forstår jeg. Raffineret, det må jeg sige. Spegepølse! Feder, har du fundet spegepølse!
Feder: (Til Viola) Tak. Du er blind. Hvorfor det? Nå, kom herover. Ja, jeg fandt noget spegepølse. (Skal til at tage den op, men tøver et øjeblik) Det er godt nok, øh - Jeg prøvede at få den fri - Jeg fandt en arm og den holdt så fast på den her spegepølse, og jeg prøvede alt hvad jeg kunne men kunne ikke få den fri. Den holdt rigtig godt fast på den. Egentlig meget mærkeligt. En slags krampe for at holde fast i livet. Og så - ja jeg ved godt det er fjollet, men jeg fik sådan en slags respekt eller hvad kan man kalde det, for den her arm, den her viljestyrke, så ja - jeg tog altså hele armen med og så kan vi vel alligevel spise pølsen... (Fremdrager en arm med en pølse i hånden)
Gumme: Feder, du er fantastisk. Uden dig ville jeg ikke kunne eksistere.
Feder: Smiger har nu altid været din stærkeste side, min kære Gumme, kom her og få noget pølse. Og dig...?
Viola: Viola...
Feder: Kom du her.... (Hun går forsigtigt over til Feder) Anne-Marie: Det er min arm. (De andre har ikke opdaget, at hun har overværet det meste)
Gumme: Der tager du fejl. Er jeg nødt til at sige. Jeg kan se at du stadig har dine to. Og da mennesket for det altovervejende flertals vedkommende normalt er i besiddelse af to arme, burde det kunne udelukkes at skulle være din arm.
Anne-Marie: Det er min arm. Den har tilhørt min mand.
Gumme: Jaså. Hvordan ved du, denne arm er lige netop din mands arm. Der ligger døde arme nok her i området til at -
Anne-Marie: Jeg ved det. Jeg har sovet på den arm. Jeg har hvilet hovedet så længe på den arm, at den begyndte at sove og ikke kunne bevæge sig, ligesom nu. Den arm bar mig stolt ind over dørtrinnet i vores hus, og da jeg lå på sengen gled den blidt, blidt væk fra min ryg og kærtegnede mig nysgerrigt og nygift fra kinden og ned. Vores datter har lige netop kunnet ligge i den hånd for 10 år siden. Jeg er blevet slået af den arm. Det er min arm, giv mig den.
Feder: Det er vores pølse.
Gumme: Den private ejendomsret kan give de mest ubehagelige problemer. Det har jeg en klar erindring om.
Anne-Marie: Giv mig min mands arm! (Pause)
Feder: Hun har en vis stædighed, Gumme.
Gumme: Ja.
Feder: Lad os spise pølsen først. Vi lover ikke at spise af armen, kun pølsen. Det sidste var en vits.
Gumme: Ja, lad os bare spise pølsen. En løsning af den gordiske knude. Begge de stridende parter vinder ved dette smukke forlig. Vi spiser pølsen, så får du armen.

(Pause. Så kaster Anne-Marie sig over de to. De tager imod slag som hunde og kryber absurd for hende. Armen er i spil hele tiden og det udvikler sig til slåskamp mellem Viola og Anne-Marie, hvor Violas blindhed og evne til at tage imod slagene og gå med gør kampen til en mærkværdig dans. Ender med at Anne-Marie synker fortvivlet sammen. Viola spiller. Armen bliver smidt på gulvet foran Anne-Marie. Hun virker helt opgivende, men samler sig så pludseligt og tager armen op, lægger sin kind mod den og lægger den i sækken.

Scene 4

En Bøddels værksted. En bøddel synger en dansk sang. Hans to hjælpere ordner og hjælper med forberelser. Efter at have sikret sig at alle er på plads taler han direkte til publikum.

Svenning: Jeg tror ikke mit fag har haft det bedre end nu. Nu har der godt nok aldrig været arbejdsløshed indenfor min branche, men vi har simpelthen så meget at lave for tiden. Jeg har haft så meget gang i den, at jeg har måtte tage en ekstra lærling. En kvinde oven i købet, vi skal jo ikke diskriminere. En kvinde og dygtig. Og det er jeres skyld. Tak for det, for man er jo glad når ens arbejde bliver værdsat. Det er rart og sådan har det ikke altid været, kære venner, min gode far, der var den navnkundige skarpretter i Odense, måtte forlade byen med en stor spottende hob efter sig, tomater og spytklatter. Ubehageligt. Der var noget med en præst
Anne-Marie: (Fra bag publikum, eller i hvert fald væk fra scenen) Må jeg lige afbryde.
Svenning: Nej! Jeg hader at blive afbrudt i mit arbejde. Jeg hader kommentarer. Nu kan jeg ikke huske hvor jeg er kommet til. ?Årh! Lad det være en besked til jer alle. Inden vi går i gang. Jeg gør mit arbejde professionelt. Derom er der ingen tvivl. Er det ikke rigtigt, Mikkel?
Mikkel: (Med stor respekt) Jo...!
Svenning: Jeg er professionel. Der vil ikke være hug, der sidder forkert, økser der ikke går igennem, rade, der ikke brækker. Jeg er omhyggelig og god til mit fag. Så derfor vil jeg gerne udbede mig at I også på bedst mulig måde klarer jeres del af vores skal vi sige samarbejde. Jeg ville næsten sige så professionelt som det er jer muligt, selvom man selvfølgelig ikke kan kalde jer professionelle og det vil sige ikke skriger uafladeligt og uhæmmet, ikke forsøger at yde modværge og kradse eller bide mig og den slags ting, men fremfor alt vil jeg ikke afbrydes. Undskyldninger, bønfald og anger må selvfølgelig gerne foreskomme, det er klart, bare i et passende og respektfuldt stemmeleje. Vi ved alle hvorfor vi er her. Desertører som Jer har Danmark ikke brug for. -
Anne-Marie: Jeg vil gerne afbryde alligevel... (Pause. Hun går op mod scenen, de to lærlinge venter forvirrede på tegn fra Svenning, men der kommer ikke noget) Jeg er ikke desertør, men min mand er. Har jeg hørt. Jeg fik at vide, at desertørerne blev bragt hertil, så her er jeg, jeg leder efter min mand. Er han her? (Pause) Han hedder Gorm, Jens Gorm? (Pause. Lærlingene kigger på Svenning, der er gået i stå. Han ser i det følgende nogengange ud, som om han vil sige noget, men der kommer ikke noget. Anne-Marie taler til publikum) Han mangler vist højre ben... og arm. Hvordan han mistede armen ved jeg ikke, men benet blev sprængt af. En granat. Jeg har dem her, hvis det er til nogen hjælp. Er der nogen der har set ham? Nogen har kaldt ham det trebenede dyr, selvom han altså kun har to nu. Lemmer. Er der nogen, der har set ham? (Så er lærlingene overbevist. De er glade for at kunne hjælpe)
Mikkel: Ah! Øh...
Ottilia: Mikkel?
Mikkel: Øh... øh....
Ottilia: Jo... øh, jo...
Mikkel: Ja! Ham.
Ottilia: Har vi haft.
Mikkel: Ja, det har vi. Det var din, Ottilia.
Ottilia: Ja! Min. Det var min. Du var heldig, ih, han var smuk. Smuk.
Mikkel: Smuk. Ja. Det var han.
Ottilia: ?Årh, har du børn, så...? Ja?
Mikkel: Med hans træk, arvet hans træk?
Anne-Marie: Ja, en datter, der var 10 år, da jeg tog afsted for at finde min mand, nu ved jeg ikke hvor gammel hun er....
Ottilia: Nåhh.
Mikkel: En datter på 10.
Ottilia: En datter på 10.
Mikkel: Ja... Ja...
(Pause)
Anne-Marie: Hvor er han?
Mikkel: Det er et godt spørgsmål!
Ottilia: Ja, det er det. Et godt spørgsmål!
Mikkel: Han kan være mange steder.
Ottilia: Mange steder. De bliver sat op mange steder. Til skræk og advarsel.
Mikkel: I alle købstederne. Vi kører et læs herfra en gang om ugen som kører rundt til forstæderne -
Anne-Marie: Er han...?
Ottilia: Så der er friske hoveder på stagerne, ikke mester?
Anne-Marie: Er han? (Pause)
Mikkel: Ja. (Anne-Marie skriger) Men det kan godt være at der er noget af ham tilbage her. Vi har taget nogle torsoer fra til lægen.
Ottilia: Ja det ville han gerne have, han har vist fået fat i en anatomibog.
(Anne-Marie flyver over på Svenning og slår ham hysterisk på brystet. Flyver over på lærlingen og gør det samme. De er upåvirkede. Anne-Marie holder op.)
Anne-Marie: (Til Mikkel) Hvor? De der torsoer... Jeg vil se ham. Hvor...?
Mikkel: Der står sådan et stort gammelt badekar... (Viser med en hovedbevægelse)
Anne-Marie: Tak. (samler sin sæk op og går den vej)
Svenning: (Da hun er ude) Argh! Aldrig har jeg oplevet! Aldrig! Hvordan - er der nogen der kan forklare mig det - Nu har jeg, hvis jeg selv skal sige det - en ret god fornemmelse af hvordan mennesket ser ud indeni, men. Kan nogen forklare mig, hvad det er der sker. Hvorfor? Jeg. Aldrig. Og jeg som troede at jeg aldrig! for gammel, for meget død. Upåvirkelig. Den torturerede bliver et andet menneske, det ved jeg. Det ser jeg hele tiden. Jeg er ikke som før, siger de, åh, jeg er en anden og jeg har altid nikket og forstået, men jeg har ikke forstået en skid. Aldrig forstået en skid før nu. Jeg er allerede en anden efter tredive sekunders sødmefuld tortur.
Mikkel: Hvad er der, Mester? Hvad taler du om, Mester?
Svenning: Din tur nu, Mikkel. Din forretning. Jeg er blevet forelsket. (Han går ud. Ottilia og Mikkel kigger på hinanden)
Mikkel: (Til publikum, ret forandret) Nå, hvor kom vi til... En stor buldren. Vild musik

Mellemspil

En smertensdans. Mens fortællerne taler. Måske reagerer Anne-Marie fysisk på det der bliver sagt.

Fortællere: Her, mine damer og herrer, har vi måske svært ved at forstå hvad der skete for Anne-Marie. For hun fandt den torso, der hævet over enhver tvivl var Jens'es. For selvom den var blevet tyndere og ribbenene stak tydeligere frem på grund af de dårlige feltrationer og det kolde danske vejr, kunne hun kende den og med det plovformede ar og det velkendte, elskede modermærke i lysken, var det så sikkert som når hun så køerne derhjemme fik en kugle for panden. Hendes mand Jens Lauridsen Gorm var død. Visheden var ubærlig og for jeres egen skyld skal I lade være med at forestille jer den fortvivlelse og rædselsblandede sorg, Anne-Marie følte da hun omfavnede denne blodige torso som engang havde været hendes mand. Lad være med at forestille jer dette væmmelige billede og tænk hellere på hvad det er for en enestående evne, mennesket har til på trods af sådan en oplevelse, sådan et bad i død at kunne fortsætte livet.

Scene 5

Anne-Marie alene

Anne-Marie: Ribe og domkirken, Esbjerg og havnen, Ringkøbing og fjorden, Herning, Viborg, Silkeborg rådhuspladser. Ikke. Ved porten i Fredericia, Ved Koldinghus eller i Vejle var han ikke. Der var andre, men ikke ham. I Odense troede jeg, at jeg så ham, men det var ikke ham. Tæt på var det helt tydeligt. Svendborg, Nyborg, Fåborg, Kerteminde havde ikke fået nye leveringer længe, så de var umulige at genkende, indtørrede og helt sorte, som de var. Der var tvivlen størst. På Fyn. I havnen i Nyborg syntes jeg pludselig, at jeg havde glemt hvordan han ser ud. Eller så ud. Jeg var lige ved at tage en af disse sorte læderagtige bolde for ham, men noget i mig vidste jeg løj. Det var ikke ham. Jeg vidste, det var fordi jeg håbede sådan at have fundet ham og ønskede at slutte. Jeg har jo halvdelen af ham. Jeg ved ikke helt hvilken del der gør det ud for ham. Hvad er det der bestemmer om jeg kan har en del af ham og han så er et andet sted eller jeg faktisk har ham hos mig her, og resten blot er amputationer. Hvornår er han hos mig? Men jeg savner sådan hans ansigt. Hans mund. Jeg savner sådan hans øjne der kigger på mig - Jeg bliver ikke hel igen, før jeg finder min mand. (Pause) Så jeg fandt et skib i Nyborg og har besøgt de fleste købstæder på Sjælland, aldrig har jeg kendt Danmark så godt, aldrig har jeg savnet min mand så meget.
Svenning: (kommer ind) Er der lige gået en kvinde forbi her med en sæk? Hun gik forbi her, ik også? En snavset og brugt kvinde, hvor stædigheden har furet hendes ansigt, som en istid morænejord. Jeg følger efter hende. Jeg er en mand, der følger efter en kvinde. Min Mission. Definitionen af en mand. Jeg kommer nu min elskede. jeg kommer nu! (Han går ud. Anne-Marie kommer tilbage)
Anne-Marie: Jeg glemte min. (Pause) Det er min sæk, den der.
Svenning: Der er du! Min elskede!
Anne-Marie: Hvad? Hvem er du?
Svenning: Jeg er mig, min elskede. Det er mig. (Pause) Anne-Marie: Kender dig ikke.
Tine: (Kommer ind) Jeg hader ham...
Anne-Marie: Hvem?
Svenning: Jo da. Selvfølgelig gør du det. Hver en lille yndig del af din krop genkender mig. Det giver et lille sæt i hver et hår på dine arme, kan jeg se.
Anne-Marie: Måske.
Tine: Jeg hader ham. Han er værre end dem allesammen tilsammen. Småborgerlig fedtede lille møgdigter. Jeg fanger ham. Det er det eneste der er at gøre. Han skal stoppes og jeg fanger ham. Er det ikke rigtigt?
Anne-Marie: Hvem?
Tine: Det kan jeg godt, ikke også? Ligesom dig, man skal bare blive ved, ikke også?
Svenning: Måske! Det er da den værste løgn.
Jensen: Det er for sin egen skyld jeg siger dig det her. Danskerne er ikke til at kende, når de møder sådant et særpræg som dit. Bare så du ved det.
Anne-Marie: Jo, jeg kan godt kende dig. Du er min mands bøddel.
Jensen: Jeg vil nok anbefale dig at finde et andet sted at opholde dig end her. Det meste af Vordingborg er forsamlede inde ved kirken bevæbnede med høtyve og segl. De er efter dig, så jeg vil ikke anbefale dig at tage tilbage. Det du lavede på torvet med hovederne ses ikke på med forståelse, så du er ikke velkommen. Forstår du hvad jeg siger. Det er bare for din egen skyld, jeg siger det. Nå, men nu har jeg sagt det. Jeg ville bare ikke have sårlig samvittighed, hvis du forstår. nu har jeg sagt det. jeg kan jo ikke rigtig forhindre det, vel. (Går ud)
Anne-Marie: Jeg må vist til at komme videre.
Svenning: Jeg kan hjælpe dig.
Anne-Marie: Har ikke brug for hjælp. Må jeg få min sæk? (Pause) Må jeg?
Svenning: Jeg kender det, jeg kan hjælpe dig. Bare spørg en bøddel om hvad det vil sige at være på flugt.
Anne-Marie: Jeg kan godt klare mig selv! Og giv mig så min sæk! (Hun tager sækken, og gå forbi Svenning, der står lidt desorienteret.)
Tine: Det er bare at gøre det. Det er det det handler om. Man skal bare gøre det. (Hun går)
Svenning: Vent! Vent!

Et rabalder

Scene 6

Et kongeslot. Musik. En konge poserer for en kunstner, der laver en gobelin.

Kong Christian: Jeg er Danmark Jeg er Danmark De siger borgerkrigen er den værste, men jeg savner endnu beviser. De siger brodermordet er det værste. Men Nej. Og vi tabte ikke. Nej, Danmark er en kvinde. Og Tyskland har ikke slået sin broder, nej Tyskland har forført Danmark. Dannevirke er Danmarks skamlæber. Dybbøl hendes klitoris og den angst og smertefulde lyst som vi følte, da Tyskeren penetrerede os, vækkede os fra jomfrudommen og gjorde os til dem vi er i dag. Jeg er Danmark Jeg er Danmark En kvinde forsvinder jo ikke, fordi hun hengiver sig til en mand. Hun bliver måske ovenikøbet mere sig selv. Vel?
Bjørn: Åh... Jeg maler, du taler.
Kong Christian: Jeg er mig ved ikke at være dig.
Bjørn: (Pause) Ja.
Kong Christian: Nej. Forkert svaret. Konfrontationen. Det er det, jeg vil have. Konfronter mig!
Bjørn: Det kan jeg ikke, jeg er maler.
Kong Christian: Uden modstand kan jeg ikke mærke hvem jeg er. Danmark kan ikke mærke hvem hun er. Uden modstand. Kom nu. Kærlighed er ikke kærlighed uden modstand, så er det bare ligegyldighed. Kom nu, giv mig modstand.
Bjørn: Jeg er ikke modstand, jeg er kunstner.
Kong Christian: Netop! Kunstner. Hvorfor tror du jeg har valgt dig?
Bjørn: Det ved jeg ikke.
Kong Christian: Det ved jeg ikke. Hvad er det for en selvrespekt. Eller er det falsk beskedenhed. Typisk.
Bjørn: Det er svært at stikke af fra sin nationalidentitet.
Kong Christian: De sagde alle om dig, at du var en provokatør, de sagde alle, at med dig ville jeg blive udsat for chikane og satire. Ja! Provoker mig. Giv mig modstand!
Bjørn: Men du er jo....
Kong Christian: Majestæt, ja.
Bjørn: Så det at fornærme en majestæt -
Kong Christian: Ja majestætsfornærmelse og landsforræderi, men det koster endnu mere at miste sin identitet, det er det jeg taler om, sit selv, fordi man ikke siger sin mening.
Bjørn: Hvem taler om, at jeg mister min identitet, når jeg ikke siger du er en lallende nar, jeg er bare fornuftig.
Kong Christian: Godt. (Pause) Ligesom Danmark. Danmark er også blevet fornuftig efter vi blev bollet så eftertrykkeligt af Tyskland. Hun er bare fornuftig. Mal mig. (Han lægger sig med spredte ben) Mal mig (Han står på alle fire og leger hund, byder bagpartiet til) Mal mig Jeg er Danmark Jeg er fornuftige Danmark (Han gør og logrer) Mal mig, mal, du skønne kunstner.
Bjørn: Jeg kan ikke...
Kong Christian: Mal det opportunistiske Danmark
Bjørn: Jeg kan virkelig ikke....
Kong Christian: Mal din konge.
Bjørn: Male det patetiske lort. (Pause)
Kong Christian: Ja?
Bjørn: En konge kan ikke -
Kong Christian: Jeg bestemmer hvad en konge kan og ikke kan
Bjørn: En konge kan ikke, der skal være værdighed, jeg kan ikke male det der, det er helt forkert, så kan kunsten ikke, hvis kongen er en, så...
Kong Christian: Ja, kom nu, sig det bare...
Bjørn: Kongen kan ikke.... En konge... Hvis kongen er en...
Kong Christian: Kom nu!
Bjørn: Lort! Lort! Skid! Pik! Fisse! Lort! (Han synker sammen i fortvivlelse. Kongen går hen til ham)
Kong Chistian: Så... så.... lille kunstner....
Dronning Louise: Skat, der er ballade nede på torvet. Det er hende der galningen, de har talt om. Hun er kravlet op i en af pælene og ser ud som om hun vil pille et af hovederne ned. Hvordan hun er kommet forbi vagterne er et godt spørgsmål.
Kong Christian: Bring hende til mig...

(Skuespillerne laver en absurd jagt-dans. En folkemasse fanger/bærer/håner Anne-Marie. Det er en blanding af heksejagt og idoldyrkelse. Skuespillerne ender som regentpar i deres sal med Anne-Marie for deres fødder)

Dronning Louise: Hvad blev der af maleren ?
Kong Christian: Shh...
Dronning Louise: Nåh, så han er....
Kong Christian: Ja. Du bliver hånet, Anne-Marie Gorm. Er du heks?
Anne-Marie: Nej, jeg...
Kong Christian: Hvorfor håner folket dig?
Anne-Marie: Deres majestæt burde kende folket bedre end jeg.
Kong Christian: Touché
Anne-Marie: Jeg leder efter min mand. Jeg har gjort det længe og måske derfor håner de mig.
Kong Christian: Danmark leder også efter sin mand, det er der ingen grund for at håne.
Dronning Louise: Hvorfor kravler du op i pæle? Tror du, du finder ham der?
Anne-Marie: Ja.
Dronning Louise: Mærkeligt.
Anne-Marie: Jeg har fundet ham. Noget af ham. Hans hoved. På den 6. pæl. Jeg var på vej op for at tage ham ned, da jeg blev anholdt.
Kong Christian: Et af de indskrumpede kranier med sort læderhud, der har hængt dernede og set rædselfulde ud siden krigen i 64?
Anne-Marie: Ja... Det er ham...
Kong Christian: Føj for satan. Jeg forstår godt mit folk. Forståelig afsky for denne absurde vedholdenhed. Så udansk. ?Åh, jeg hader det ord ellers. Jeg ved, hvordan vi vinder hele Europa, min elskede. Ikke maskulint, men feminint. Vi lader os simpelthen forføre. Ja. Du føder nogle smukke børn, umuligt andet og så lader vi Europas liderlige kongehuse forføre dem på den mest originale måde, fester, banquetter osv. zaren, kejserne og de små unge prinser. Det bliver vidunderligt. Vores børn gifter sig med regenterne i de andre monarkier. Den erobrede erobrer magten og vores blod vil regere Europa. Hvad siger du så! Hvad er grænser i øvrigt, det er ikke andet end hud. Hud. Sjælen sidder sgu da ikke i huden, vel, den sidder i livmoderen. Jeg vil være Europas livmoder. Jeg vil være Europas svigerfader.
Dronning Louise: Er du sikker på at det er ham?
Anne-Marie: Ja...
Dronning Louise: Hvor er det smukt, sådan et ja. Jeg er helt klart til ja. Jeg hader nej. Nej er smerte og afstand. Ja er flyde med. Ja er nyde regnen og stå op med solen. Nej er modstand. Nej er ensomme nætter og længsel. Ja er tørst, ja er frodigt, ja styrker. Jeg havde engang en mand, der var ene nej, han blev tynd af sit nej, skin og ben. Ja er latter og nej er tortur. Ja er alderdom og nej er afsavn. Jeg elsker ja. Jeg hader nej.
Anne-Marie: Ja...
Dronning Louise: Se igen. Ja er livets væsen. Uden ja, ville verden kun bestå af uønskede. Sørg for hun får det hoved og skal vi så komme i gang med med din erobring af Europa? (Hun går)
Kong Christian: Hva... Ja...
(Han går. Et hoved bliver kastet ind til Anne-Marie, som griber det. Hun danser en smertelig dans med det) Svenning: (Udefra) Nu kommer jeg! Jeg har fundet dig og nu kommer jeg! (Han kommer ind) Jeg vidste ikke Danmark var så smuk. Du har trukket mig efter dig gennem vores lille vidunderlige land. Jeg har fundet dig og nu vil jeg ha dig. Som en snegl har du lagt et spor jeg hele tiden har kunnet fornemme. En streg mellem byer som en ny dansk infrastruktur, et nyt net i stedet for veje, et net af kærlighed, et net af længsel. Åh hvor jeg længes efter dig. Min. Som du har erobret mig med dine bevægelser. Den måde du kigger på mig nu og tager mig i besiddelse, er du min. Vi er et spejl.
Thomsen: (Kommer ind) Undskyld, hr, de er trængt ulovligt ind og jeg skal bede dem -
Svenning: (Tager fat i lakajen) Du skal ikke undskylde. Aldrig undskylde. Lovligt trængt ind! Ud med dig! (Smider ham voldsomt ud) Jeg ser ikke snavset og skidtet. Rynkerne. Jeg ser ikke din absurde stædighed, jeg ser kvinde. I knop parat til at springe ud. Elsk med mig eller jeg slår dig ihjel. Det mener jeg selvfølgelig ikke, jeg er bare forvirret. Jeg er sødt forvirret og har ikke styr over mig selv, jeg har skrevet et digt. Under den kolde måne over Fyn skrev jeg sgu et digt til dig. Jeg har det her et sted. På kroerne blev der banket på min dør om natten, for de andre gæster kunne ikke sove for mine utålmodige bevægelser, jeg -
Anne-Marie: Læs det...
Svenning: (Pause. Han leder efter det det. Stopper) Nej, jeg er ikke særlig god til at læse. Skide være med det digt. Elsk med mig, jeg er fuld af kærlighed.
Thomsen:(Kommer ind) Unds... Øh, de må ikke være her, det er tronsalen.
Svenning: Hvem siger jeg ikke må være her? Jeg har ret til at være her, jeg er forelsket.
Thomsen: Det er kongens tronsal.
Svenning: Ja.
Thomsen: Så kongen bestemmer hvem der må være her. Svenning: Så hent kongen. Han er sikkert en fornuftig mand, han vil forstå at kærlighed går forud for alt.
Thomsen: Men kongen har hængt flaget ud.
Svenning: Hvad?
Thomsen: Kongen er gået til dronnningen.
Svenning: Jamen så vent til han har trukket sig ud af dronningen og lad mig så være alene med denne dronning. (Smider lakajen ud) Hvor kom vi til...?
Anne-Marie: Dit digt.
Svenning: (Leder efter digtet, finder det, glatter det ud, skal til at læse) Arrghhh! Jeg bliver vanvittig! Lad mig komme til dig eller jeg dræber dig.
Anne-Marie: Jeg tror jeg hellere vil høre dit digt.
Svenning: Jeg har ernæret mig som bøddel i 35 år og har skilt flere mennesker ad end nogen anden dansker og lige nu er jeg ikke i humør til smarte replikker.
Anne-Marie: Vil du slå mig ihjel, hvis jeg ikke giver mig hen.
Svenning: Ja, for helvede!
Anne-Marie: Det er vel bedre end at dø, selvom der er nogen der siger det modsatte. (Hun forbereder sig som til en henrettelse) Jeg er klar.

Og her vil så forekomme et samleje. En af de store sceniske udfordringer. Det vil vi løse på en eller anden - forhåbentlig ikke berøringsangst - måde. De to andre medvirkende vil være underlægningsmusik/dans/etc.

Scene 7

Larm og appetit. H.C. Andersen sidder. Han er meget gammel og affældig. Han nynner en af sine sange. Han er bundet på ryggen.

Tine: Jeg har fanget H.C. Andersen. Jeg gjorde det. Jeg måtte stoppe ham. Handle, skal jeg sige jer. Det var fantastisk. Men jeg havde ikke tænkt så langt. For jeg kan ikke få mig selv til at henrette ham. Men jeg kan ikke levere ham tilbage. Han er officielt død, ved I. De måtte jo gøre et eller andet. Så død. Smålighed er det karaktertræk, jeg hader mest. (Pause) Det værste er, at det ikke har hjupet. Han er blevet nationalsymbol, den lort. Og det lader jeg gå ud over ham. Jeg slår ham. Lussinger. Sådan her... (Hun giver ham en syngende lussing) Men selvom jeg straffer ham, bliver han ved. (Giver ham en til) Han kommer hok til at leve længe, den lort.
Svenning: (Kommer ind, er fuldkommen forandret) Man skulle ikke tro det... Hun... (Pause) Nu har jeg stået i død til knæene hele mit liv... jeg har aldrig før mærket afgrunden... og så... jeg går ud og fisker. (Går ud)
H.C. Andersen: Argh-sprts-argh...!
Tine: Kan I se hvad jeg mener?
H.C. Andersen: Kkrrrr-puuuuu-argh...!
Tine: Og du er vores nationaldigter...
Anne-Marie: (Kommer ind med en sæk. Med besvær til Tine) Min mand rørte mig ikke siden han blev indkaldt. Han var bange for at jeg skulle blive med barn og det på grund af krigen aldrig skulle se sin far. Savnet var størst inden han tog afsted. Han var så betænksom. Hvem er han, hvorfor sidder han der?
Tine: H.C. Andersen....
Anne-Marie: Kender ham ikke... Så betænksom og kærlig. Men jeg blev... Ham her kyssede mig!
(Svenning kommer ind)
Svenning: Argh, jeg havde glemt. Ikke nogen fiskestang! (Svenning og Anne-Marie kigger på hinanden)
Anne-Marie: Nej, jeg kan ikke. Ikke hel endnu! Mangler stadig et ben og en arm.
Svenning: Men.
Anne-Marie: Ikke færdig!
Svenning: Men.
Anne-Marie: Ikke endnu.
Svenning: Lad det ligge.
Tine: Hvis jeg må afbryde, så må jeg sige at for en udenforstående ser det ud til at mudder, regn og det lag af historie, der synes at klæbe til jeres ansigter, bliver trodset af dette udefinerlige, som vi kalder kærlighed. Kærlighed synes at være en meget stærk kraft der kan få os mennesker til at udføre bedrifter, der nærmer sig det umulige. Jeg selv har været ude for at stå i den lignende situation, men var for bange til at gribe denne chance, som det ser ud til at I to uforvarende er blevet benådet med.
Anne-Marie: (Til Svenning) Ikke endnu. Ikke færdig endnu.
Svenning: Schy...
Anne-Marie: Jeg aner ikke, hvor i hele hule Danmark jeg skulle lede. Hvor i dette mægtige land kan min mands savnede dele ligge. Hans venstre arm og ben.
Svenning: Schy...
H.C. Andersen: Krmpd-sssssttt-arghh!
Anne-Marie: Hvad siger han?
H.C.Andersen: Bbbbllllll!
Anne-Marie: Ved du det? Ved du hvor benet er?
H.C Andersen: Urrrrrrrggggg-bbbbbbløøøøgh!
Anne-Marie: Tror du! Det er da værd at prøve. Jelling. Fantastisk. Og hvad så med hans arm, hvor er den?
H.C. Andersen: Fffffllllll-aaaaaaaannnnnggg.
Anne-Marie: I luften, det lyder mærkeligt. Hvor i luften?
(H.C. Andersen skal til at svare, men Svenning løber hen og drejer halsen om på ham)
Svenning: Stille. (Kvinderne skriger) Hov.
Anne-Marie: Hvad gør du? Han havde svaret. Han vidste det. Hvordan han vidste, ved jeg ikke, men han vidste det. Nu kan jeg ikke få det at vide, han er død! Hvorfor gjorde du det, det var da tåbeligt.
Svenning: Jeg ved det ikke. Det skete bare. Jeg følte noget, og så skete det. Ikke som det plejede. Anderledes.
Tine: Tak.
Svenning: Nej.
Tine: Jo. Tak, jeg er fri nu. Danmark er fri for ham. Omsider. Danmark er frit! (Hun slår på noget)
Anne-Marie: Men han vidste det og nu er han død! Du forstår ikke!
Svenning: Nej. Vent. Vent!
Fortællere: Men Anne-Marie var allerede gået. Hun gik nu målrettet for første gang i lang, lang tid. Hun havde fået et eventyrligt pejlemærke og dansede som en hyrdinde henover havre og byg, rug og hvede, som en havfrue henover sund og bælt, sø og fjord og som skæbnen pløjede hun gennem lyng og hyben til hun nåede sit mål, sit fædrene udgangspunkt, sit lands familiegrav, højene i Jelling. De higer og søger i gamle bøger i oplukte høje - Anne-Marie graver og smider store sten væk.
Anne-Marie: Hold nu kæft!
Fortællere: Det kan du da ikke, det er fredet.
Anne-Marie: Hold kæft!
Fortællere: Men det er vores historie.
Anne-Marie: Hold nu kæft, den rager ikke mig en skid, jeg har noget jeg skal. Fortællere: Men det er vores sjæl. Vores identitet. Gjorde Danerne kristne og så videre.
Anne-Marie: Skrid nu bare.
Fortællere: Det er Danmark.
Anne-Marie: (Hun angriber dem hysterisk) Nu er jeg træt af jeres smålige lille fedtede land, med mindreværdskomplekser og pladderhumanisme. Sådan et selvretfærdigt lille snoldet provinshul med små bitte mennesker, der ikke har plads til nogen, ikke har tolerance for nogen, ikke kan tænke en eneste ny tanke. Opportunisme dit navn er Danmark. Det eneste jeg er ude efter er at finde stumperne af min mand, men jeg kan ikke mere... jeg kan ikke mere... jeg kan ikke mere...
Fortællere: Her, Anne-Marie... Her er det.... (Et ben er fremkommet i slåskampen)

Scene 8

En mark. Anne-Marie med sækken over skulderen. Ved hendes side Svenning som går på alle fire som en hund. Han savler. På den anden side af scenen står Anne-Maries datter og mor. Datteren er blevet stor. Moren er blevet gammel - hun ryster meget.

Anne-Marie: Dav, Gudrun. Dav, mor - du er blevet gammel.
Gudrun: Det er du også. Anne-Marie: Ja. (Pause) Hvad er der sket med huset?
Gudrun: Det blev brændt. Byen havde det svært med os igennem en årrække. Så de brændte vores hus. En Sankt Hans aften. Hvem er det?
Anne-Marie: Min mand. Han blev ved med at følge efter mig. Også efter han blev tortureret.
Tabita: Er du kommet hjem, min datter?
Anne-Marie: Ja, mor, det tror jeg. Han havde slået en kendt digter ihjel og så torturerede de ham for at finde ud af om det var en sammensværgelse. Det var det.
Tabita: Hva?
Anne-Marie: Ja, mor, jeg er kommet hjem. Men der var kun ham i sammensvægelsen. Egentlig ville de gerne have slået ham ihjel, men han blev benådet for lang og tro tjeneste for fædrelandet. Siden har han været sådan der.
Tabita: Godt min pige, godt min pige du er kommet hjem. (Hun sætter sig med stort besvær) Godt...
Gudrun: Jeg. Mor, det er -
Anne-Marie: Jeg forstår -
Gudrun: Jeg har nok brug for, jeg skal nok -
Anne-Marie: Jeg forstår -
Gudrun: Lad mig tale ud!
Anne-Marie: Ja...
Gudrun: Jeg har brug for. Det er så meget - Efter så lang tid. Jeg skal nok have noget. Til at hade dig færdig.
Anne-Marie: Det er klart.
Gudrun: Jeg skal nok prøve at - vil du, vil han? (Ser spørgende på Svenning med afsky)
Anne-Marie: Det er fint nok han forstår. Men han taler selvfølgelig ikke dansk mere , det er mere sådan uforståelige lyde.
Gudrun: Selvfølgelig. (Kæmper med et pres indenfra) - Tage imod dig og... Noget at drikke?
Anne-Marie: (Tabita har en kolossal rystetur, kigger på Anne-Marie for at sige noget, men der kommer intet. Hun falder til ro) Måske et glas mælk. Han kan godt lidt mælk. (Gudrun går ud. Der lyder et voldsomt skrig derudefra. Så kommer hun tilbage med et glas mælk. Hun ved ikke helt hvad hun skal gøre og ender med at hjælpe Svenning med at drikke af glasset)
Gudrun: (Lidt henkastet)Hvad er der i sækken?
Anne-Marie: Din far. Næsten. På nær en arm.
Gudrun: Min far.
Anne-Marie: Skal du ikke se ham? (Hun ryster på hovedet) Kom nu. Jeg er gået igennem ret meget for at bringe ham hjem. Se ham.
Gudrun: Jeg er helst fri.
Anne-Marie: Se ham!
Gudrun:(Kigger i sækken) Det er ikke ham. Anne-Marie: Hvem skulle det ellers være?
Gudrun: Det er ikke -
Anne-Marie: Det er ham!
Gudrun: Det er ikke ham, det er knogler.
Anne-Marie: Ja gu fanden er det knogler, hvad havde du regnet med. Det er knogler, det er historie. Det er derfra du kommer, mit barn.
(Pause)
Gudrun: Han ligner ikke sig selv. Eller hvor skulle jeg vide det fra, jeg har aldrig kendt ham....
(Pause)
Anne-Marie: Det trækker op til regn... gråvejr, hva?
Gudrun: Ja... kom... lad os gå ind... kom.

De går ud. Tabita sidder tilbage. Hun får en rystetur igen. Vil sige noget til publikum, men der kommer ikke noget. Hun dør.