anmeldelser
'Annemarie fremstår i Tilde Knudsens eminent spændstige og udtryksstærke skikkelse som selve inkarnationen af ukuelig hunstyrke. Monna Ditmer, Politiken
(...) forestillingens formål er ikke historisk korrekthed, men at give et diskuterende bud på dansk identitet.
Det lykkes den særdeles fint. Der er smæk for skillingen i teksten, som i sit emne og sin blanding af eftertænksom poesi, barsk krig og kommenterende indslag, samt ikke mindst i sin ramsaltede humor, godt kunne minde lidt om Brechts "Den kaukasiske kridtcirkel". (...) Men nok så stærk er naturligvis inspirationen fra den engelske dramatiker Howard Barker og hans "katastrofiske" teater, der vellystigt blander blod og vold med store eksistentielle spørgsmål. Det ser vi alt for sjældent på en dansk scene.
Resultatet er en stribe små, skarpe situationer, glimrende gestaltet af de fire medvirkende: Basse Dam som grandiost-forelsket bøddel, Tilde Knudsen som den flammende og kontante Anne-Marie, Martin Ammundsen som dekadent konge og Birgit Løkke som syret H.C. Andersen-hader, for nu blot at nævne nogle af de mange roller, de spiller. En ny jakke eller kjole, så er de fluks nogle andre - effektivt myldrer de ud og ind af figurerne i Peter Kirks interessante tekst og opfindsomt tempofyldte iscenesættelse, kaster sig ud i stiliserede slagsmål, fungerer som små akrobater eller betjener de mange musikinstrumenter. Det er en anderledes og meget fysisk måde at lave teater på, og den fungerer overrumplende godt i samklang med den gode historie, der også fortælles. Bliv endelig ved, Asterions Hus!
Henrik Lyding, Jyllandsposten
'Uforudsigeligt krigsspil for dem, der ikke lader sig afskrække af mangetydighed.' Jacob Steen Olsen, Berlingske
'Den meget minimalistiske form med så godt som slet ingen hjælpemidler stiller meget store krav til skuespillerne, der fuldt ud lever op til dette. Og heldigvis kender instruktøren Peter Kirk også genrens begrænsninger godt nok til ikke at strække stykket over en hel aften; men tværtimod at lade det glimte som en kort men helstøbt oplevelse på 5 kvarter. 1864 kan varmt anbefales til enhver, der har lyst til at bevæge sig lidt væk fra mainstream teatret og opleve alternativt teater, når det er bedst.'
Julie Callesen, Kultunaut



